Nyt filmprogram får premiere på DR2

Et helt nyt ansigt på tv Mikkel Munch-Fals bliver vært på - DR2 Premiere - (Foto: Agnete Schlichtkrull)

Et helt nyt ansigt på tv Mikkel Munch-Fals bliver vært på 'DR2 Premiere' (Foto: Agnete Schlichtkrull)

Midt i september præsenterer DR2 seerne for kanalens nye filmprogram. Navnet er ’DR2 Premiere’. Værten er 100 procent filmmand og et helt nyt ansigt på tv. Navnet er Mikkel Munch-Fals.

Når DR2s filmprogram DR2 Premiere går i luften den 15. september, er det med en i tv-sammenhæng fuldstændig ukendt 35-årig mand i værtsrollen. Mikkel Munch-Fals er en passioneret filmentusiast, der aldrig før har prøvet kræfter med fjernsyn, men som har et medfødt og markant talent for at formidle film på tv, så engagementet når helt ud gennem skærmen.

Ifølge DR2-redaktør Peter Gren Larsen er netop passionen for film en essentiel faktor ved det nye program:

- DR2 Premiere laves af folk, der elsker film - til folk, der elsker film. Mikkel repræsenterer på én gang den rendyrkede begejstring for filmen i alle dens afskygninger, og samtidig en ny måde at gå til filmprogrammet som tv-genre: Væk er den omhyggeligt distancerede anmelder. I stedet er programmet fyldt med kærlighed til og viden om film, men er også båret af lyst til at lege med filmene og til at gå nye veje med selve måden at formidle film på. Programmet er dog ikke primært henvendt til filmnørder; det er til alle os, der holder af film, men som desværre sjældent når i biografen.

Ærligt og anderledes
Mikkel Munch-Fals, som ud over to kortfilm, adskillige manuskripter og en lang række billedkunstudstillinger også har en universitetsgrad i Filmvidenskab i bagagen, lægger selv mere vægt på filmformidling med hjerte og humor end på at leve op til eventuelle kriterier for ’klassisk’ filmanmelderi:

- Jeg vil helt uden tvivl blande regulær anmeldelse med satire og elementer fra min egen baggrund som filmmand og illustrator, og selvfølgelig være helt ærlig omkring det. Jeg er først og fremmest kunstner, så allerede dér er jeg langt tættere på værket end den typiske anmelder. Det synes jeg er et godt udgangspunkt for at lave et anderledes filmprogram, hvor vi bruger filmen og vores begejstring for den til at lave programmets egen ’legende fortælling’.

Ifølge Peter Gren Larsen vil DR2 Premiere tage filmen seriøst, men uden nødvendigvis at tage den højtideligt:

- Det er sådan set et vidnesbyrd om, hvor alvorligt DR2 tager filmen, at vi i stedet for en mere ’sikker hest’ i form af en garvet vært sætter en i tv-sammenhæng ukendt, men passioneret og ekstremt talentfuld filmmand til at bestyre programmet. At det samtidig sker med et meget humoristisk, legende og undersøgende blik er vigtigt for os, og netop det er Mikkel garant for, siger han.

DR2 Premiere lader dog også andre end værten komme til orde: Et vigtigt element i programmet er en udvalgt gruppe af biografgængere, som giver deres uforbeholdne mening om én af ugens film. DR2 Premiere har således plads til flere forskellige synspunkter på filmene, og det kan ske, at biografgængernes udmeldinger virker tilbage på - og måske endda flytter - værtens holdning.

Det kan også forekomme, at DR2 Premiere går i clinch med andres anmeldelser i f.eks. aviser eller magasiner.

Skriv en Kommentar