Vildskud – undergrundens teaterfestival indtager byrummet
Af admin den 8. juli 2011 | 08:48 | Print
I fem festlige augustdage er der rig mulighed for at få indblik i, hvad der rører sig i de uafhængige teatermiljøer – nationalt som internationalt.
Igen i år fyldes Huset i Magstræde med eventyrlyst og skaberglæde, når Vildskud – festival for uafhængigt teater flytter ind. Fra den 17.-21. august 2011 optræder 15 grupper fra hele Danmark med en bred vifte af unikke forestillinger. De spænder fra danseduoen The AG’s “assimilationsdans”, over performancegruppen Bird Man’s gemmelege, til dokumentariske fortællinger fra Jylland hos Kryster. Vildskud byder også på to site-specifikke forestillinger af grupperne Teater Bæst og Iki-Dada, der henholdsvis foregår på et offentligt toilet og som en byvandring i gaderne omkring Huset.
International program
Vildskud ser det som en værdifuld vision at muliggøre udveksling i de europæiske kunstneriske vækstlag. Derfor præsenterer Vildskud som noget nyt et internationalt program med to gæstespil fra Finland og Italien, Ylioppilasteatteri og AKRteatro. Programmet inkluderer desuden den engelsksprogede, men danskproducerede forestilling “The Tell-Tale Heart” og en række enkeltarrangementer med performere og musikere fra bl.a. England og Norge.
Mere end bare teater
Vildskud er en tværgående og ambitiøs kulturbegivenhed, der forener uafhængigt teater med koncerter, kortfilm, installationskunst, artist talks og DJ-battles.
Udvid din forestillingsevne, udlev din indre legesyge og tag del i eventyret med Vildskud, mens du nyder sensommeren.
Billetter til forestillinger på Vildskud koster 60 kr. Der kan købes dagpas til 100 kr. samt festivalpas til 200 kr., som giver fri adgang til alle forestillinger. Det endelige festivalprogram vil blive offentliggjort i løbet af juli måned.
Fakta om forestillingerne:
Titel: Vildskud – festival for uafhængigt teater
Periode: 17. – 21. august 2011
Sted: Huset i Magstræde – Rådhusstræde 13 – 1466 København K – Tlf. 3369 3200
Program og billetsalg: Se Vildskuds hjemmeside – www.vildskud.dk