Trine Jepsen: I never fall in love again
Af admin den 10. januar 2009 | 01:34 | Print
Solist: Trine Jepsen
Trine Jepsen har 10 års jubilæum, når hun i år optræder ved Dansk Melodi Grand Prix. Sammen med Michael Teschl vandt hun nemlig det danske Grand Prix i 1999 med sangen ‘Denne gang’. Og det var en stor oplevelse at være med i den internationale finale i Jerusalem for den unge sangerinde:
“Jeg debuterede som sangerinde, da jeg stillede op ved det danske Melodi Grand Prix. Så det var kæmpestort for mig at optræde i sådan et stort show og en rigtig fed oplevelse,” fortæller Trine Jepsen, der et par år senere stillede op i talentprogrammet ‘Popstars’, hvor over 3000 deltog. Trine var blandt de fire vindende piger, der sammen dannede gruppen Eye-Q.
Siden har Trine kastet sig over musicalgenren. Hun fik sin første rolle i 2005, hvor hun spillede med i musicalen ‘Marathondans’ på Gladsaxe Teater, og siden har hun spillet med i en række musicals – blandt andet har hun spillet den skrappe tante Sofie i ‘Folk og røvere i Kardemommeby’ og den smukke Belle i ‘Skønheden og Udyret’ – begge dele i MCH, hvor Dansk Melodi Grand Prix 2009 løber af stabelen. I øjeblikket er Trine morgenvært på Skala FM i Kolding.
Komponister og tekstforfattere: Claes Andreasson, Torbjörn Wassenius, Johan Sahlén og Niels Kvistborg
Det svenske sangskriverteam Claes Andreasson, Torbjörn Wassenius og Johan Sahlén har skrevet tekst og musik til sangen ‘I Never Fall In Love Again’ – på tekstsiden i samarbejde med Niels Kvistborg.
Claes har i alt skrevet 13 sange til Melodi Grand Prix rundt omkring i Europa. Blandt andet har han bidraget til Melodi Grand Prix i Norge, Sverige, Polen og Letland – og kom i den europæiske finale med sit lettiske bidrag.
Johan, som til dagligt er tilknyttet sangskriverteamet Wespa Music, har primært skrevet og produceret musik for svenske kunstnere, men har også leveret musik til solister i Belgien, Tyskland og Japan.
Sammen skrev Claes, Torbjörn og Johan sidste år et hit til det japanske boyband News, der lå nummer et både med single, album og dvd i Japan, og bare på udgivelsesdagen blev der solgt 360.000 eksemplarer af singlen. Claes, Torbjörn og Johan betegner deres bidrag til Dansk Melodi Grand Prix som et moderne up-tempo Grand Prix-hit, der handler om kærlighed.
Læs mere om: Dansk Melodi Grand Prix 2009 – Lad musikken sejre
