Transatlantisk jazz-topmøde på Jazzhus Montmartre
Af admin den 10. august 2010 | 10:29 | Print
Fans af den populære konstellation Stan Getz/Jan Johansson, kan glæde sig til en nutidig pendant til duoen i skikkelse af saxofonist Eric Alexander og pianist Jan Lundgren, som giver tre koncerter på Jazzhus Montmartre fra den 12. – 14. august 2010. De flankeres af bassist Jesper Lundgaard og trommeslager Kristian Leth.
Respekteret pianist fra hinsidan
Jan Lundgren er et af de mest interessante bekendtskaber blandt jazzens pianister i dag. En alsidighed, nysgerrighed og et enormt kendskab til jazz kombineret med Lundgrens melodiske og lyriske spil har gjort ham til en af nutidens mest respekterede pianister. Han har spillet klaver siden han var fem år gammel, og i slutningen af 1980′erne lyttede han blandt andre til Oscar Peterson, Erroll Garner, Bud Powell og Bill Evans og blev for alvor interesseret i jazz.
Sofistikeret hard-bob’er
Efter at have været omkring klaveret, klarinetten og altsaxen skiftede Eric Alexander til tenorsaxofonen da jazz blev hans besættelse. Han er blandt andet kendt for sine temperamentsfulde og hurtige fraseringer og sin sofistikerede hard bop-stil. Sammen med en varm og klar tone og en solid harmonisk og melodisk fantasi hører Eric Alexander til i jazzens absolutte top.
Da Johansson og Getz gæstede Montmartre
Når Eric Alexander og Jan Lundgren mødes på Jazzhus Montmartre glider tankerne let i retning af Getz’ og Johanssons optrædener på samme scene 50 år tidligere. Mødet mellem to af de dygtigste musikere fra hver sin side af Atlanten bakkes op af den swingende og sensitive trommeslager Kristian Leth samt den virtuose bassist Jesper Lundgaard.
Mere info om koncerterne:
Dato/tid: 12. – 14. august 2010 – Kl. 20.00
Sted: Jazzhus Montmartre – Store Regnegade 19A – 1110 København K – www.jazzhusmontmartre.dk
