Symfoniorkestret på turné i Spanien

Af den 20. marts 2009 | 18:10 | Print

Symfoniorkestret på turné i Spanien

DR Symfoniorkestret skal i den kommende uge spille i fem spanske byer, og også P2′s lyttere kan høre, hvordan det går i Madrid på torsdag.

På søndag den 22. marts drager DR Symfoniorkestret mod Spanien. Orkestret skal spille fem koncerter i en række spanske byer: Castillon, Zaragoza, Pamplona, Oviedo og hovedstaden Madrid.

Ved koncerterne spiller DR Symfoniorkestret værker af Hornemann, Grieg, Nielsen, Beethoven og Mahler. Et program, som fremhæver orkestrets kvaliteter, mener orkestrets chef Ole Bækhøj.

“Med store symfoniske værker som Nielsens 5. symfoni og Mahlers 5. symfoni viser vi orkestrets farver, kvaliteter og spændvidde. Med en vidunderlig pianist som Nelson Freire til Griegs klaverkoncert og Beethovens 5. klaverkoncert er der virkeligt lagt op til en musikalsk fest og en fejring af både skandinaviske og tyske musiktraditioner,” siger han.

Er en slags ambassadører
Turnéer er en vigtig del af DR Symfoniorkestrets arbejde, forklarer Ole Bækhøj:

“På turné spiller vi ofte på nogle af verdens førende scener og fungerer som ambassadører for Danmark, for DR og for dansk kultur,” siger han og fortsætter:

“Det er samtidigt en meget inspirerende udfordring for orkestret at stille op, og vise hvad vi kan på udebane. Symfoniorkestret har en lang turnétradition, som spiller en vigtig rolle for international profilering af orkestret og hjælper i arbejdet med at tiltrække de mest spændende solister og dirigenter til at spille med os på vores hjemmebane i Koncerthuset”.

Sendes torsdag
Koncerten den 26. marts i Auditorio Nacional i Madrid bliver sendt live som torsdagskoncert på P2 fra klokken 19.30 med følgende Hornemann: Alladin Ouverture, Grieg: Klaverkoncert og Carl Nielsen: Symfoni nr. 5 på repertoiret.

Klassisk Musik Radio , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Related Posts

Skriv en kommentar