Rugsted og Kreutzfeldt udgiver koncert-dvd
Af admin den 28. februar 2009 | 01:07 | Print
Rugsted og Kreutzfeldt udgiver koncert-dvd “Går gennem tiden – Live” den 5. marts 2009
Interessen for Rugsted Kreutzfeldt har siden gendannelsen været enorm. Sidste år modtog duoen en platinplade for cd’en Går gennem tiden 1977-2007, og nu bliver optagelserne fra den udsolgte koncert i Vega (2007) udgivet på en dvd med titlen Går “gennem tiden – Live”.
Den gensidige hengivenhed mellem Rugsted Kreutzfeldt og deres store publikum er åbenbar. Sangene er blevet moderne klassikere, og publikum kvitterer for gendannelsen ved at møde talstærkt op til koncerterne og medvirke til den varme og positive stemning.
Tracklisten på dvd’en er: Tilfældigvis forbi, Godda’ igen, Sad i parken, Kom igen, Rundt op og ned, Dag for dag, Da du var min helt alene, Går gennem tiden, Dele dine drømme, Ønsker du var her, Du vil ha’ mer’, Sensommer, Ups, Spring op tag med, Sjoot Sjoot og Jeg ved det godt
Da Rugsted Kreutzfeldt i foråret 2007 optrådte i Vega i København, var mikrofonproducenten DPA Microphones med bag kulisserne for at realisere en mission: at lave den ultimative liveoptagelse. Missionen lykkedes så godt, at flere af numrene landede på boxsættet Går gennem tiden 1977-2007. For Jens Rugsted og Stig Kreutzfeldt var det derfor oplagt at lade publikum få glæde af hele koncerten, og den populære duo henvendte sig til DPA med ideen om at udgive optagelserne på dvd.
Stig Kreutzfeldt, der ud over at være sanger og sangskriver også har sit eget studie og er en af Danmarks mest populære producere, har for en gangs skyld overladt produktionen til andre. “Vi var meget tilfredse med de optagelser, der kom med på boxsættet,” forklarer Stig Kreutzfeldt. “DPA er garant for høj kvalitet, og det var oplagt at lade tonemester Mikkel Nymand fortsætte med dvd’en.”
Billedsiden er redigeret af Bo Brinck, som har klippet en meget levende koncert, der genskaber den varme atmosfære fra Vega.
Dvd’en Går gennem tiden – Live er mixet i surround og kan afspilles i både DTS, Dolby Digital og Stereo. Den udkommer 5. marts og kan købes i landets musikforretninger.
Rugsted Kreutzfeldt er også på vej på landevejene i marts. Live bakkes de op af et stærkt hold bestående af: Anders Gaardmand (blæs), Jens Runge (guitar), Morten Woods (guitar), Nikolaj Steen (trommer), Søren Runge (keyboards)
Læs mere om turnéen her: Rugsted og Kreutzfeldt på Danmarksturné marts 2009
