Roskilde Festival stifter pris for verdensmusik
Af admin den 23. september 2009 | 10:45 | Print
Roskilde Festival World Music Award til en værdi af 30.000 € (ca. 223.500 kr.) overrækkes i forbindelse med den internationale konference og festival for verdensmusik, Womex, som finder sted i København i 2009, 2010 og 2011.
Roskilde Festival sætter igen fokus på verdensmusik. Denne gang med en nystiftet pris.
Prisen hedder Roskilde Festival World Music Award, er på 30.000 € (svarende til 223.500 kroner) og uddeles de kommende tre år i forbindelse med den internationale konference og festival for verdensmusik, Womex, som København har værtskabet for i 2009, 2010 og 2011.
“Vi har i mange år haft glæde af at præsentere verdensmusik for et stort publikum på Roskilde Festival. Derfor er det kun oplagt for os at benytte os af det københavnske værtskab af Womex til at give noget igen. Derfor har vi stiftet denne pris,” siger Peter Hvalkof, programlægger for verdensmusik på Roskilde Festival.
Pris til musikalsk og kulturel udvikling
Roskilde Festival World Music Award kan gives til foreninger eller organisationer, som arbejder med at skabe musikalsk udvikling i lokalt forankrede musikgenrer – for således at sikre et kulturelt trinbræt for børn og unge i tredjeverdenslande.
Prisen gives af Foreningen Roskilde Festival på baggrund af indstillinger fra Roskilde Festival, Womex og EFWMF (European Forum of Worldwide Music Festivals). Det er altså ikke muligt for foreninger/organisationer at søge om prisen.
“Vi glæder os til at overrække denne pris og har allerede nu flere spændende projekter at vælge imellem,” siger Dan Hacke, formand for Foreningen Roskilde Festival.
Prisen overrækkes af Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard søndag 1. november ved middagstid.
Womex 09 afholdes fra 28. oktober til 1. november 2009. Der er adgang for betalende publikum til ca. 50 showcase koncerter i DR byen.
Billetter Til Womex 09 er allerede i salg læs mere her: Womex 09 – the World Music Expo
