Rasmus Seebach og Nova fm rejser 105.200 kroner til Haiti
Af admin den 31. januar 2010 | 10:27 | Print
I mandags iværksatte morgenshowet Nova Morgen, på radiostationen Nova fm, en auktion om en akustisk koncert med Rasmus Seebach, og fredag morgen gik koncerten for højeste bud på 105.200 kroner til Spar Danmark A/S.
Det fulde beløb som Spar Danmark A/S betaler for privatkoncerten doneres til Dansk Røde Kors, hvor Generalsekretær i Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl glæder sig over bidraget: “Jeg er helt overvældet! Jeg har fulgt auktionen på Nova fm i løbet af ugen, og over 100.000 kroner – det er jo helt fantastisk. Jeg ved lige hvad pengene skal bruges til, og Rasmus Seebach bliver en engel for ca. 3.500 mennesker, der skal have hygiejnepakker. Pakkerne indeholder alt, hvad der skal til for at holde sig ren, og det er enormt vigtigt for folk, der bor på gaden, så epidemier ikke spreder sig”.
Baggrunden for auktionen var, at Rasmus Seebach desværre var syg da støttesangen “Skrøbeligt fundament” blev indspillet, men som der også synges i sangen “Hvor der er vilje, er der en vej”. Rasmus Seebach havde viljen og samarbejdet med Nova fm gav vejen til at auktionen blev en succes.
“Vi er taknemmelige for, at vi kunne hjælpe Rasmus Seebach, og vi sender en stor tak videre til vores lyttere, til QXL for at handle auktionen og til alle de enkeltpersoner og virksomheder, der har været med til at byde auktionen op i dette fornemme beløb. Og ikke mindst en stor tak til Spar Danmark A/S og deres medarbejdere for at engagere sig som de har gjort.” siger programchef for Nova fm Lasse Roldkjær.
Rasmus Seebach selv er overvældet:” Jeg var jo lidt optimistisk, da jeg i mandags hos Nova Morgen, sagde at, jeg håbede på, at vi ville runde de 50.000 kr. Så jeg blev fuldstændig lamslået og stolt, da jeg hørte at buddet endte på det dobbelte. Det gør mig glad inde i at vide, at vi er med til at hjælpe nogle mennesker, der virkeligt har brug for det netop nu.” siger Rasmus Seebach til det endelige beløb på 105.200 kroner der går direkte til Røde Kors.
