Pink Floyd Project – Echoes Tour 2009
Af admin den 17. februar 2009 | 09:11 | Print
“Echoes” – et rockshow uden sidestykke fyldt med Pink Floyds smukkeste og stærkeste sange.
Pink Floyd blev forgyldt af “Dark Side Of The Moon” og “The Wall”. Men det var med Echoes, et 23 minutters opus fra 1971-skiven “Meddle”, bandet for alvor fandt sig selv og vejen til Pink Floyds mesterværker.
Pink Floyd Projects “Dark Side Tour 2007″ lagde publikum ned overalt i landet, og mon ikke bandets program for efteråret/foråret 2008/09 får pulsen op hos selv de mest kritiske Pink Floyd-fans? 10 musikere i flot kvadrofonisk lydgengivelse og en opsætning med lys og film, som retfærdiggør den slidte betegnelse “multimedieshow”.
Sætlisten stiller skarpt på Echoes og de ekkoer, nummeret udløste gennem de følgende 30 år – både i Pink Floyds egne sange og på medlemmernes soloudgivelser.
“Echoes havde for det første en klar musikalsk, tematisk konstruktion, og for det andet var det begyndelsen på mit forfatterskab om ‘andre mennesker’. Det var en form for empati, der begyndte der”, sagde den pink chef, Roger Waters, om det sporskifte, Echoes indvarslede for Pink Floyd.
Echoes rummer alt det, man kender fra Pink Floyd, når de er bedst: De drømmende musikalske forløb, naturlydene, den blide harmonisang, og den søgende poesi, hvor længslen efter kontakt findes både på gaden og på de største havdybder:
“Strangers passing in the street, by chance two separate glances meet, and I am you and what I see is me… Cloudless every day you fall upon my waking eyes… so I throw the windows wide and call to you across the skies”.
Pink Floyd Project stiller op med et tre timers show spækket med numre, der musikalsk og tematisk ligger i kølvandet på Echoes. Sange fra “The Wall”, “Animals”, “Dark Side Of The Moon”, “Wish You Were Here” og “The Division Bell” suppleres af sjældne sager fra Roger Waters’ og David Gilmours soloplader, der alle trækker tråde tilbage til mesterværket Echoes.
Det bliver en koncert både for Hr. og fru Floyd og for de rigtig kræsne. For det er langt fra kun de åbenlyse Pink Floyd-favoritter som “Shine On”, “Money” og “The Great Gig In The Sky”, der spilles på banen, men også sange fra de hemmelige hulrum, hvor det stadig giver genlyd.
Pink Floyd Project – Echoes Tour 2009:
06. marts – Aalborg – Aalborghallen – Kl. 20.00 – Billet
07. marts – Vejle – DGI Huset – Kl. 21.00 – Billet
13. marts – Værløse – Galaksen – Kl. 20.00 – Billet
14. marts – Slagelse – Slagelse Musikhus – Kl. 21.00 – Billet
20. marts – Køge – Bygningen – Kl. 20.00 – Billet
21. marts – Rødovre – Viften – Kl. 21.00 – Billet
12. juni – København – Amager Bio – Kl. 21.00 – Billet
Se også:
www.pinkfloydproject.dk
