Operachef får hæderspris
Af admin den 28. august 2008 | 14:16 | Print
Dansk Musiker Forbund har i dag overrakt chefen for Jyske Opera, dirigenten og basunisten Giordano Bellincampi Forbundets hæderspris.
Forbundsformand Anders Laursen begrundede tildelingen:
“Giordano Bellincampi får Dansk Musiker Forbunds hæderspris for sin flotte musikkarriere og siden hen som succesrig dirigent og operachef. Det aftvinger respekt og tillige glæde, at Giordano Bellincampi forener så mange af musiklivets funktioner og roller, og stadig får det til at lykkes på sin særlige, runde måde. Ikke mindst for sit kæmpe arbejde og sine høje standarder i alt dét han arbejder med rent musikalsk, får han DMF’s hæderspris.
Giordano Bellincampi er født i Italien, men opfostret i det danske musikliv. Som basunist i Tivolis Harmoniorkester og DR’s Bigband sikrede han, sammen med DMF, orkestrets musikere ordentlige arbejdsbetingelser. Senere er han sprunget ud som dirigent bl.a. for Sjællands Symfoniorkester og Det Kgl. Kapel, og er i dag i gang med en blomstrende international dirigentkarriere. I dag fungerer han som leder af den Jyske Opera, hvor han har bragt orden i økonomien og sikret Jyske Opera som institution. Bellincampi fungerer tillige som formand for Kunstrådets musikudvalg.
Tidligere modtagere af Dansk Musiker Forbunds hæderspris er bl.a.:
Henrik Goldschmidt (2004), Svend Asmussen (2003), Sjællands Symfoniorkester (2000), Kashmir (1999), Morten Zeuthen (1996), Flemming Bamse Jørgensen (1998) og TV2 (1994)
Med prisen følger 40.000 kr.
Se også:
www.dmf.dk
