Ny Musik i Birkerød fejrer Gunnar Berg
Af admin den 28. januar 2009 | 12:12 | Print
Trio Passage lægger ud i Birkerøds trefoldige fejring af den danske komponist Gunnar Berg i 100-året for hans fødsel. Ved første koncert søndag 1. februar kl. 15 i Mantziusgården er der musik af Ib Nørholm, Anders Nordentoft, Christian Winther Christensen og Berg, af hvem der fremføres “Ti japanske træsnit”.
Gunnar Berg er født i Svejts. Han var optaget af sten og bjerge og havde selv en lille stensamling – ikke for ingenting havde hans far ejet et stenbrud på Bornholm, ikke for ingen ting hed han “BERG”. Som ung vandrede han i bjergene i Svejts, og det er derfor ikke overraskende, at han som den japanske digter Junyo Kitayama lod sig inspirere af den japanske kunstner Hokusais berømte skildringer af Japans hellige bjerg Fuji. Det er naturpanoramaer, ofte med arbejdende mennesker: Fuji i tordenvejr, i måneskin, i sne, spejlet i oprørte bølger, set fra floden, bag en bambusskov, mellem den arbejdende bødkers skrævende ben, træsnit med en sikker, utrolig linjeføring og sarte sort-hvide farver i raffinerede sammenstillinger. Der er sange af stille og ubevægelig skønhed, men der er også sange med stor musikalsk dramatik med lyn og torden og hyl af vilde hunde i natten. “Det hvide hoved med evig sne bærer skæbnen fra alle tider”, skriver digteren om det første træsnit, “Medfølende kigger det gode bjerg på det fattige menneskeværk”, skriver han om det sidste af de ti træsnit, som Berg satte i musik.
Bergs sangcyklus ” Ti japanske træsnit ” blev til i Holte i 1938 og er et af hans første større værker. Berg legede det virtuose og krævende klaverparti frem som en improvisation i en bestræbelse på at finde et direkte udtryk for billedvirkningen. Han spillede selv ved uropførelsen ved en DUT-koncert i København i 1947 med den legendariske Jolanda Rodio, året efter rejste han til Paris, hvor han i 1950 reviderede sit værk, der i 1975 blev udgivet af Dansk Musik Antologi på LP i en indspilning med Minna Nyhus og Béatrice Berg og i 1978 som trykt node af Edition Samfundet.
Ved koncerten i Birkerød er det Birte Stokkebæk, der synger den tyske tekst med Erik Kaltoft ved flyglet. Birte Stokkebæk har arbejdet med sangene i næsten to år, hun har fremført nogle af dem i Wien, hvor hun har boet siden 2002. Til efteråret har Ensemble Opera Nova inviteret hende som solist ved ensemblets fødselsdagskoncert for Berg på operaen i Zürich. Dele af Birkerødkoncerten er indspillet til cd-udgivelse senere på året af Trio Passage, der udover Birte Stokkebæk består af violinisten Helge Slaatto og pianisten Anne Mette Stæhr, som ved denne koncert bliver afløst af Erik Kaltoft, der indleder med Bergs “Eclatement” 2 for soloklaver, en bryllupsgave til Béatrice Berg, komponeret i 1954.
Koncerten bærer overskriften “Fire generationer ny dansk”. Udover Berg er det Ib Nørholm med “Kammermusik” for sang, violin og klaver fra 2000 til tekster af Anne Katrine Nørholm, Anders Nordentoft med “Atrani” for soloviolin fra 1991 og “Kindness” for sang, violin og klaver til tekster af Sylvia Plath fra 1990 samt Christian Winther Christensen med “Behind the Earths” for klaver og computer fra 2005.
Ved den anden af Berg-koncerterne i Birkerød søndag 1. marts kl. 15 medvirker Bolette Roed, blokfløjte og Per Dybro Sørensen, guitar. Den tredje koncert er med LIN Trioen og finder sted i efteråret 2009.
Mere info om koncerten:
Titel: Passage gennem 4 generationer med Ny Dansk Musik
Dato/tid: Søndag 1. februar – Kl. 15.00
Arrangør: Ny Musik Birkerød – www.ny-musik-birkeroed.dk
Sted: Kulturcenter Mantziusgården – Johan Mantziusvej 7a – 3460 Birkerød – www.mantziusgaarden.dk
Billetter: 100 kr. – 50 kr. for studerende og pensionister – kan købes ved indgangen.
