Koncert i Enghave Kirke i anledning af Earth Hour 2011
Af admin den 22. marts 2011 | 10:52 | Print
Forfatter Ursula Andkjær Olsen og komponist Christian Hildebrandt står bag ny dansk messe, der uropføres den 24. marts 2011 i Enghave Kirke kl. 20.00 op til WWF-begivenheden: Earth Hour (26. marts 2011).
“Sol- og månebeskinnede, som åbner brystet for alt og lukker det igen, jeg skal forvalte dig, jeg synger: Jeg skal se efter dig.”
Med disse ord åbner den nye dansk messe: “Forvaltere af den Solbeskinnede Virkelighed – en messe til det skabte”, skrevet af Ursula Andkjær Olsen, der er debutant på området.
Det er første gang at Ursula Andkjær Olsen skriver sig ind i den kristne tradition. Selvom kirken, som sådan, har ikke fyldt meget i Ursulas baggrund, så hun det som en stor ære at få lov at skrive til kirkens rituelle rum – og ikke mindst at skrive en messetekst til Jorden.
Messen uropføres i forbindelse med Verdensnaturfondens omfattende event, Earth Hour, der finder sted over hele verdenen den 26. marts 2011.
Messe med grønne ord
Ursula Andkjær Olsen har skabt et værk, en ny dansk messe-tekst, som forholder sig til tidens store tema: klimaforandringer og klodens livsbetingelser:
“Mine tekster er før sat i musik, men det er første gang jeg skriver tekst til en messe,” udtaler Ursula Andkjær Olsen, og fortsætter om EARTH HOUR temaet: “Det har ikke så meget at gøre med naturen forstået som det idylliske sted, vi tager hen fra byen, men det handler om virkelighedens opretholdelse. Virkeligheden vil ændre sig, når vilkårene, vi lever under, bliver anderledes. Det har ikke så meget at gøre med natur som isoleret fænomen, det har netop at gøre med natur forstået som virkeligheden, og det er den det drejer sig om, og som vi skal tage hånd om”.
Den grønne messes ord er sat i musik af komponisten Christian Hildebrandt. Værket er skrevet for voksenkor, fire messingblæsere og orgel. Christian Hildebrandt har beskæftiget sig intenst med kirkemusik før og har skrevet mange korværker.
Messen uropføres i Enghave Kirke torsdag den 24. marts 2011. Her vil Ursula Andkjær Olsens ord mangfoldiggøres og folde sig ud i kirkerummet til Christian Hildebrandts musik sunget af Det Unge Vokalensemble. Værket er komponeret med henblik på at kunne opføres i flere versioner, således at det bliver praktisk og økonomisk muligt at opføre værket i så mange sammenhænge som muligt. Ved uropførelsen i Enghave Kirke kan værket høres i sin fulde version med kor, fire messingblæsere og orgel.
Fakta om koncerten:
Titel: Forvaltere af den solbeskinnede virklighed – en messe til det skabte
Dato/tid: Torsdag den 24. marts 2011 – Kl. 20.00
Sted: Enghave Kirke – Sønder Boulevard 120 – 1720 København V – www.enghave-sogn.dk
Billetsalg: Fri entré
