Jan Burian besøger Bornholms Kunstmuseum 7. sept. 2010
Af admin den 6. september 2010 | 10:00 | Print
Den tjekkiske komponist, sanger, forfatter, Tv-entertainer m.m. Jan Burian besøger Bornholms Kunstmuseum den 7. september 2010.
Jan Burian har tidligere besøgt Bornholm og har bl.a. produceret en meget anmelderrost film om Bornholm og Ertholmene “Bornholm – Udenfor sæsonen”, som fortæller om livet på øen. Filmen handler om dansk lune og lykke. Jan Burian er også kendt for hans fascination af Benny Andersen og hans digte og har tidligere givet koncert sammen med Benny Andersen både på Kunstmuseet i Rø og i Prag.
Hans betagelse af Danmark “brød ud” kort efter jerntæppets fald, da folk i Østeuropa for første gang fik mulighed for at rejse frit. De fleste tog sydpå. Jan Burian valgte den modsatte retning.
“De nordiske lande havde længe været min drøm, ikke mindst under indflydelse af vores store forfatter Karel Capeks bog fra 1930′erne, “En Rejse til Norden”. Og da grænserne blev åbnet, aftalte jeg med en god ven at tage til Danmark for bl.a. at se jeres bjerge, som vi kendte fra Capeks pragtfulde beskrivelse. Vi tog til både Himmelbjerget og Ejer Bavnehøj og lavede lidt sjov – vi havde rigtigt bjergbestigerudstyr med, smurte et tykt lag solcreme på ansigtet og opførte os i det hele taget som om vi var i Himalaya. Og det var her, jeg faldt for danskerne. Alle, vi mødte lo, men alle venligt og kærligt. Og jeg følte, at et folk, som kan grine over at have det laveste højeste bjerg i verden, kan man ikke andet end holde af,” fortæller Jan Burian.
Den 7. september 2010 er han tilbage på Bornholms Kunstmuseum, hvor han kl. 18.30 viser sin film om Bornholm, hvorefter han giver en koncert med egen musik til bl.a. Benny Andersens tekster.
Efter arrangementet vil der være mulighed for mad og hygge i museumscaféen.
Fakta om arrangementet:
Titel: Jan Burian på besøg
Dato/tid: Tirsdag den 7. september 2010 – Kl. 18.30
Sted: Bornholms Kunstmuseum – Otto Bruuns Plads 1, Rø – 3760 Gudhjem – Tlf. 7472 4990
Billetsalg: Entre kr. 70.- Fri adgang for Museumsforeningens medlemmer.
