Hvordan gør man sit hjem rollator-venligt?

rollator-livetsomsenior

Hvor det tidligere var normalt at flytte på plejehjem i forbindelse med sin senior-tilværelse er der i dag et stigende antal ældre der bliver boende i eget hjem. Om det skyldes et ønske om at være selvhjulpen eller at det er sværere at få stillet en plejehjemsplads til rådighed er svært at sige, men friske tal fra Danmarks Statistik taler sit klare sprog om hvordan landets plejecentre får færre og færre beboere.

At blive boende i sit eget hjem er på den ene side også en tiltalende tanke – man er ofte tæt på venner og familie, og bare tanken om at have sit eget er for mange tillokkende. Det stiller imidlertid også nogle krav, fordi i takt med at man bliver ældre vil ens balance- og mobilitetsevner efterhånden blive svækket.

Det første hjælpemiddel mange seniorer stifter bekendtskab med er rollatoren – og i denne vejledning skal vi kigge nærmere på hvilke løsninger der findes, som kan gøre ens hus eller lejlighed klar til at gå med rollator indendørs.

Dørtrin udgør det største problem

Når man ønsker at gå med en rollator indendørs kræver det selvfølgeligt tilstrækkeligt med plads rundt omkring. Derfor skal møblerne altså stå tilpas langt fra hinanden, og der skal generelt være plads til at man kan komme rundt uden at skulle ”kante” rollatoren ind mellem ting for at komme forbi. Pladsen er dog sjældent det største problem – det er derimod dørtrinene.

Afhængigt af om man har valgt en dyr eller billig rollator ligger vægten af de forskellige modeller i intervallet 6-10 kilo. Som senior er det forholdsvist mange kilo at skulle løfte op, blot for at komme gennem de forskellige døre i huset. Der findes heldigvis en stribe forskellige løsninger – nogle mere omfattende end andre.

Løsning 1 – montering af permanente dørtrinsramper

alu-doertrinsrampe

Eksempel på en dørtrinsrampe i aluminium

En metode som mange vælger er, at lade de eksisterende dørtrin forblive. Der kan så købes forskellige typer dørtrinsramper som ”udligner” niveau-forskellen. Den primære fordel ved den type løsninger er, at monteringen er hurtig, og at du ikke behøver fjerne de gamle dørtrin. Til gengæld vil der være en bakke som rollatoren skal køre henover. Det er selvfølgeligt bedre end et dørtrin, men ikke den optimale løsning.

Løsning 2 – udskiftning af dørtrin med dørskinner

doerskinne

En dørskinne giver et elegant look

Som alternativ til den første løsning kan du i stedet lave en komplet afmontering af det almindelige dørtrin og i stedet montere en dørskinne. En dørskinne er en helt flad dækplade fremstillet i aluminium, som dækker hul der opstår ved gulvet i forbindelse med afmontering af dørtrinnet.

Dørskinner er uden tvivl både den mest effektive og den mest elegante løsning. I de tilfælde hvor kommunen forestår fjernelse af dørtrin vil det sædvanligvis være denne løsning der vælges.

Hvis vi skal pege på den største fordel ved brug af dørskinner er det, at du får en helt plan overgang fra værelse til værelse. Derfor kan du altså nemt komme rundt uanset om det er med rollator eller med kørestol. Til gengæld er det ikke helt ukompliceret at fjerne dørtrin på en pæn måde. Normalt skal de saves over med en fein cutter – et værktøj som de færreste selv ejer, og som de derfor må leje. Når dørtrinnet er fjernet skal hver enkelt dørskinne så fastgøres til gulvet. Hvis det er trægulve vil skruer være den mest effektive metode, men ved f.eks. klinkegulve kan man til nøds også lime dem fast.

Dørskinner har en enkelt ulempe, som det er vigtigt at holde sig for øje. Der vil nemlig opstå et tomrum under døren, svarende til afstanden fra døren og ned til gulvet (dvs. lig dørtrinnets højde). Derfor vil der være mindre lyd-isolering mellem værelserne, ligesom det kan give træk.

Løsning 3 – brug af flytbare dørtrinsramper

rampe-henover-doertrin

Flytbar rampe, der kan lægges henover et dørtrin

Den sidste løsning vi vil beskrive er ikke anbefalelsesværdig – men ikke desto mindre fungerer den, og derfor har vi alligevel valgt at tage den med. Der findes en række ramper til dørtrin som er transportable. De ligger henover dørtrinet og gør, at du kan gå henover dørtrinnet med din rollator, og så bare pakke rampen sammen igen bagefter.

Når løsningen ikke anbefales skyldes det, at det er en meget midlertidig løsning:

  • Døren kan ikke lukke mens rampen ligger der
  • Hvis du kun har én rampe skal den flyttes rundt fra dørtrin til dørtrin
  • ”Bakken” henover trinet er større end ved de to første løsninger, så det er sværere at skubbe rollatoren henover

Den type mobile ramper kan dog være en fordel at have liggende, hvis du for eksempel selv skal besøge nogen og have din rollator med, eller hvis du skal have besøg af ældre bekendte som bruger rollator.

Hvor meget koster de forskellige løsninger?

Som du nok har bemærket har vi ikke angivet priser for de forskellige løsninger. Helt billigt er det dog ikke at gøre et hus klar til at gå med rollator indendørs. Her er nogle cirka-priser, som udelukkende er for materialerne, og altså uden arbejdsløn til en eventuel tømrer:

  • Løsning 1: Dørtrinsramper: 500 – 1.000 kroner pr. dørtrin
  • Løsning 2: Dørskinner – 4-500 kroner pr. dørtrin
  • Løsning 3: Mobil dørtrinsrampe – 800 kroner pr. rampe

Da det er forholdsvist dyrt kan du eventuelt overveje kun at få gjort noget ved dørtrinene i de værelser i huset, hvor det er vigtigst at kunne komme ind med din rollator.

Hvilken rollator bør jeg vælge til indendørs brug?

En ting er at få gjort huset klar, så du kan gå med rollator indenfor – men du skal selvfølgeligt også have en rollator. Der findes et hav af muligheder, så det kan være svært at finde rundt i junglen. Som udgangspunkt bør du gå efter en billig letvægtsrollator. Billig, fordi den ikke bliver udsat for vind og vejr, og derfor ikke behøver være synderligt robust. Grunden til at du skal vælge en letvægtsrollator er, at den er lettere at komme rundt med – særligt når du skal forcere dørtrin, som jo har været det primære emne i denne vejledning.

Vi vil ikke komme med konkrete råd til hvilken rollator du skal købe i denne artikel. Hvis du ønsker mere information rollatorer anbefaler vi i stedet, at du besøger Rollator-guiden.dk.

Andre spændende artikler:

Be the first to comment on "Hvordan gør man sit hjem rollator-venligt?"

Leave a comment

Your email address will not be published.


*