Gypsies klar med nyt album og to releasekoncerter
Af admin den 16. april 2009 | 11:37 | Print
Gypsies fejrer udgivelsen af deres andet album “For The Feeble Hearted” med et brag af to releasefester i Århus og København i weekenden op til releasedatoen 4. maj 2009
Fredag 1. maj og lørdag 2. maj danner henholdsvis Train i Århus og Rust i København rammerne for Gypsies’ to releasefester og – koncerter. Bandet byder fans og alle andre musikelskere indenfor til liveoptrædener, hvor drengene live vil give en forsmag på deres spritnye album.
Foruden god musik til øregangen vil de to koncertsteder sørge for, at publikum ikke tørster ved at skænke velkomst-øl. Som en ekstra bonus vil århusianerne få mulighed for at få fingrene i albummet “For The Feeble Hearted” allerede om fredagen til koncerten på Train, da det bliver muligt at købe cd’en sammen med entrebilletten til en yderst fair pris – desuden vil Flødeklinikken + Boom Quips sørger for support, mens Tue Track + Rob Monies står bag dj-pulten på Train.
Album: Gypsies’ “For The Feeble Hearted” …er et bevis på, hvordan det er muligt at sprænge flere genrerammer. Samtidig definerer medlemmerne i Gypsies sig som et band af høj international klasse, der insisterer på ikke at stå stille musikalsk – Hvor debuten “One Hand Up” i høj grad tog udgangspunkt i hiphoppens beats, så kan man fornemme, at bandet har rykket sig markant på den nye udgivelse. “For The Feeble Hearted” er støbt på fundamentet af pop, elektro og rock, og bygget videre på en bund af live trommer, bas, guitar og synth. Inden udgivelsen har ramt butikkerne, er Gypsies aktuelle på P3 med første singlen “The Mirror”, der sågar ligger pænt placeret i C-rotation.
Da Gypsies i 2007 udgav deres solide debutplade “One Hand Up”, havde bandet allerede et imponerende CV som backing band for Jokeren, Outlandish og support jobs for internationale navne som The Fugees og The Roots. Pladen modtog ikke kun flotte anmeldelser – hit singlen “Part Of Me” landede også tung rotation i radioen og lå seks uger på boogielisten, hvilket resulterede i, at Gypsies fik sparket sig selv til vejrs på den danske musikscene, tog en tur i det legendariske BBC ONE studie, og en afstikker til Nairobis værste slum kvarter.
I tidsrummet mellem debuten og den aktuelle udgivelse, er det tydeligt at spore, at Gypsies ganske enkelt er blevet et bedre band, der har spillet mere og set mere. Udviklingen har også smittet af på Shaka Loveless’ tekster, der nu kredser om alt fra den spyttende foragt for overforbruget, bandekrigen og den manglende evne til at ændre sig selv til det bedre (CPH), den splittede fornemmelse efter at have mødt sin amerikanske familie, opleve finanskrisens orkan over de fattige i sydstaterne, og håbet i deres øjne efter Obama blev valgt (Roots Of Creation), smerten i den kuldsejlede kærlighed (Heal U), og den 1 til 1 selvbiografiske hyldest/undskyldning til sin mor (The Lost Ones).
På producersiden har bandet selv siddet i førersædet, og pladen er indspillet på blot en måned, mens én af Danmarks mest eftertragtede producere Fridolin Nordsø (The William Blakes, Choir Of Young Believers mm.) har siddet bag mixerpulten. Som ekstra krydderi til albummet har Mani Spinx, Small og The William Blakes bidraget med hver af deres musikalske fingeraftryk.
Gypsies “For The Feeble Hearted” releasekoncerter:
01. maj 2009 – Århus – Train – Kl. 21.30
02. maj 2009 – København – Rust – Kl. 01.00
Se også:
www.myspace.com/gypsiesdk
