Gunnar Berg værker for blokfløjte og guitar
Af admin den 22. februar 2009 | 13:13 | Print
Den anden af Birkerøds firfoldige fejring af Gunnar Berg i 100-året for hans fødsel sætter fokus på blokfløjten og guitaren. Søndag 1. marts kl. 15.00 i Mantziusgården spiller Bolette Roed og Per Dybro Sørensen musik af de to 100-års fødselarer Berg og Holmboe samt Axel-Borup Jørgensen, Per Nørgård og Mogens Christensen.
Ved en DUT-koncert i 1976 hørte guitaristen Maria Kämmerling for første gang musik af Gunnar Berg. Den tyske guitarist var i 1971 kommet fra Köln til Århus, og Bergs tonesprog mindede Maria Kämmerling så meget om Köln, at hun umiddelbart efter koncerten opsøgte ham og inviterede ham til at skrive et værk for sit instrument. Berg havde ingen erfaringer med guitaren og afviste først opfordringen, men lod sig alligevel overtale, og i tæt samarbejde med Maria Kämmerling gik han på opdagelse i guitaren.
Det resulterede i 1978 i det næsten timelange “Fresques” for sologuitar, der er på vej til at opnå status som et af århundredets betydeligste guitarværker, takket være Maria Kämmerlings pladeindspilning på Paula. Flere guitarværker fulgte fra Bergs hånd, “Melos” I for sologuitar, “Ar Goat” for guitar duo og i 1984 en nybearbejdning af 9 Duos fra 1957, oprindelig komponeret for blokfløjte og cello.
En tragisk trafikulykke i 1988 satte et brat punktum for Maria Kämmerlings internationale karriere som guitarist, men nu har hendes elev Per Dybro Sørensen taget initiativ til en cd-indspilning af Bergs øvrige guitarværker samt “9 Duos” og “Triedra” for soloblokfløjte fra 1952, et 12-toneværk, som Berg komponerede umiddelbart efter opholdet på de berømte feriekurser for ny musik i Darmstadt. Cd’en udkommer på Dacapo.
Bolette Roed og Per Dybro Sørensen indleder eftermiddagskoncerten med ny dansk musik i Mantziusgården med smagsprøver fra den kommende Berg-cd, de to blokfløjteværker “9 Duos” og “Triedra”. Udover Berg spilles der soloværker og duetter for blokfløjte og guitar af Axel Borup-Jørgensen, Per Nørgård, Mogens Christensen og årets anden danske 100-års fødselar Vagn Holmboe. Koncerten giver således et markant indtryk af spændvidde og rummelighed i ny dansk musik gennem et halvt århundrede.
Mere info om koncerten:
Titel: Ny dansk for blokfløjte og guitar
Dato/tid: Søndag 1. marts – Kl. 15.00
Arrangør: Ny Musik Birkerød – www.ny-musik-birkeroed.dk
Sted: Kulturcenter Mantziusgården – Johan Mantziusvej 7a – 3460 Birkerød – www.mantziusgaarden.dk
Billetter: 100 kr. – 50 kr. for studerende og pensionister – kan købes ved indgangen.
