Gunnar Berg: Melos – ny cd fra Dacapo
Af admin den 16. juni 2009 | 08:15 | Print
Først sagde han nej. Så gik han på opdagelse, fandt frem til nye spilleteknikker, aflokkede instrumentet usædvanlige og fascinerende klange og skabte nogle af de mest omfangsrige og hyperkomplekse værker, der hidtil er skrevet for guitaren.
Det var guitaristen Maria Kämmerling, der i 1976 fik Gunnar Berg til at interessere sig for guitaren. Ved en koncert i Århus havde hun hørt Gunnar Bergs “Triedra” for blokfløjte og “9 Duos” for blokfløjte og cello, og musikken gjorde så stort indtryk på hende, at hun kontaktede Gunnar Berg. Han sagde først nej til at skrive for guitaren, men Maria Kämmerling tilbød Gunnar Berg at vejlede ham i instrumentets muligheder. Mellem musiker og komponist opstod et usædvanligt og frugtbart samarbejde, der i 1978 resulterede i den næsten timelange “Fresque I-IV”, som Maria Kämmerling indspillede i 1979 for det danske pladeselskab Paula. I 1979 fulgte “Melos I” for sologuitar og i 1985″ Ar-Goat” for 2 guitarer, som i dag for første gang udgives på cd i nyindspilninger med Per Dybro Sørensen og Michael Norman – sammen med “Triedra” og “9 Duos” i versionen for blokfløjte og guitar med Bolette Roed på blokfløjte.
Manden bag dette initiativ er guitaristen Per Dybro Sørensen, til daglig musiklærer på Køge Musikskole. Han har brugt år på at sætte sig ind i og indstudere de hundesvære guitarværker efter Gunnar Bergs håndskrevne manuskripter, der er fyldt med kvarttoner og rummer et stort spektrum af forskellige og usædvanlige spillemåder og anslagsteknikker. Med sig har han guitaristen Michael Norman, til daglig lærer på Furesø Musikskole og blokfløjtespilleren Bolette Roed, der i disse år erobrer verden med sit blokfløjtespil og sammen med trioen Alpha blev nomineret til Nordisk Råds Musikpris 2009.
Jyllands-Posten har allerede været ude med den første anmeldelse af den nye cd. John Christiansen finder udgivelsen “så værdifuld i sig selv, at den skal omtales … de medvirkende spiller dejligt koncentreret … koncentreret lytning kan åbne for en verden af dyb originalitet og tilmed poetisk klarhed”.
“Triedra” er i øvrigt nyudgivet som node på musikforlaget Edition Svitzer, som har flere af Gunnar Bergs værker under udgivelse med støtte fra Statens Kunstråd.
Gunnar Bergs musik live i Svaneke og i Næstved
Pianisten Erik Kaltoft er gået i gang med et nyt indspilningsprojekt af Gunnar Bergs kammermusik med klaver for pladeselskabet Dacapo. Her i sommer kan Kaltoft opleves på Bornholms Musikfestival i Svanekegården torsdag 20. august, hvor han spiller “Eclatement 3″ og “13″ for soloklaver og akkompagnerer sangeren Helene Gjerris i “Ti Japanske Træsnit”, som Gunnar Berg komponerede i Holte i 1938 efter den japanske kunstner Hokusais berømte træsnit af det hellige bjerg Fuji. Fredag i den følgende uge gentager han de to klaverstykker i Næstved på Suså-Festivalens fødselsdagskoncert for Gunnar Berg, hvor Bolette Roed og Per Dybro også kan opleves live med “Triedra” og “9 Duos”.
100-året for Gunnar Bergs fødsel 11. januar 1909 i Svejts er blevet og bliver markeret både i Danmark og i udlandet, på hjemmesiden gunnarberg.dk kan man se en oversigt over de mange koncerter og reaktionerne på nogle af dem – og her kan man også læse booklet-teksterne til den nye cd på dansk.
Se også:
Dacapo – www.dacapo-records.dk
Bolette Roed – www.boletteroed.com
Per Dybro Sørensen – www.perdybro.dk
Michael Norman – www.michaelnorman.dk
