Grease – Musikalsk nostalgi på TV2

Af den 12. november 2009 | 22:36 | Print

Grease – Musikalsk nostalgi på TV2

Se eller gense den charmerende musical-klassiker, når TV2 i aften viser “Grease” fra 1978. I filmen spiller John Travolta og Olivia Newton-John teenagerne Danny Zuko og Sandy Olsson, der i sommerferien forelsker sig i hinanden, men må skilles da sommeren slutter. De mødes dog til begges store overraskelse på Rydell High School, da det nye skoleår begynder og, med lidt besvær med at finde ind til hinanden igen, opstår der (sød) musik. Værsgo at nynne med til de iørefaldende sange som “You’re The One That I Want”, “Summer Nights” og “Greased Lightning”.

Sommerkærester
Sommeren 1959. Den smukke australier Sandy Olsson (Olivia Newton-John) er kæreste med den seje Danny Zuko (John Travolta). Efter en lang sommerferie på stranden med romantik og amoriner i luften skilles deres veje (tror de), men da det nye skoleår begynder, er Sandy blevet udvekslingsstudent på Rydell High School, den samme skole som Danny går på.

Pink piger og bad-boys
Til Sandys store overraskelse er Danny slet ikke den søde, betænksomme fyr, hun forelskede sig i i løbet af sommeren. Danny tilhører nemlig skolens drengebande T-Birds, en klike af barske fyre, og han har svært ved at stå ved sine følelser for den ih-så-pæne Sandy og samtidig holde sit bad-boy image som leder af T-birds og som en mand med flere piger i folden. Banden hænger dog ud med pigegruppen Pink Ladies, som Sandy prøver at finde sin plads i, så der er måske håb for de to alligevel.

Fra bad-boy til sportsidiot
Trods sin hårde facade har Danny stadig følelser for Sandy, men da han ser hende sammen med skolens pæne fyr, sportsidioten Tom Chisum, tror han, at det er dét, hun vil have. I et forsøg på at vinde Sandy tilbage bliver Danny en del af skolens sportshold, men han har alt for meget temperament til basket, brydning og baseball. Løb passer bedst til ham, men bare synet af Sandy sammen med Tom, får Danny til at falde over sine egne fødder. Kan Sandy falde for hans nye facon eller har hun fundet en anden kærlighed? Og hvem tager hun med til det store afslutningsbal?

John Travolta
Den dobbelte Oscar-nominerede skuespiller John Travolta er en af Hollywoods højest betalte stjerner, og han har haft en lang og glorværdig karriere, hvor han har optrådt i mere end 50 film. Centralt for hans karriere er hans fabelagtige evner på et dansegulv. I 1970′erne dansede han sig til stjernestatus i Hollywood i kæmpesuccesen “Saturday Night Fever” og selvfølgelig også i “Grease”. Og efter at have haft en bølgedal i karrieren i 1980′erne, fik han sit store comeback i 1990′erne i Quentin Tarantinos skæve gangsterfilm “Pulp Fiction” – hvor han også dansede! Men udover at danse kan Travolta også spille skuespil, og det har han bevist i fine film som “Carrie”, “Face/Off”, “Præsidentkandidaten”, “Swordfish”, “The Punisher”, “Get Shorty” og “Be Cool”. Senest har vi set ham på det store lærred i film som “Hairspray” og “Kapring af Metro 1 2 3″.

Olivia Newton-John
Den engelskfødte skuespiller og sangerinde Olivia Newton-John voksede op i Australien. Hun fik sit store gennembrud i “Grease”, efter at have været med i mindre produktioner og deltaget i Det Europæiske Melodi grandprix for Storbritannien i 1974. Hun er også kendt for sine roller i film som “Xanadu” og “Two of a Kind”. Olivia har udgivet flere singler, der er blevet platin og blandt hendes største hits er “I Honestly Love You”, “Have You Ever Been Mellow” og “Physical”. Hun er også en stor forkæmper for miljøet, dyrerettigheder og især forskning og behandling af brystkræft, som hun selv fik konstateret i 1992.

“Grease” sendes på TV2 lørdag den 21. november 2009 kl. 21.25

Spillefilm TV , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Related Posts

Skriv en kommentar