Folkemusikkens ildsjæl hædres af kollegerne

Af den 29. august 2008 | 14:02 | Print

Folkemusikkens ildsjæl hædres af kollegerne

Violinisten Harald Haugaard modtager den anden af Dansk Musiker Forbunds hæderspriser, der i disse dage uddeles ved forbundets kongres, der afholdes i Randers på Hotel Kongens Ege. “Violinist Harald Haugaard får hædersprisen for at give den danske folkemusiktradition en renæssance, ikke bare i Danmark, men internationalt,” siger Anders Laursen, formand for DMF.

“Harald er i virkeligheden nøgleperson i en proces, der handler om den danske folkemusik i det danske musikliv. Indtil for over ti år siden var situationen præget af stilstand. Men med Harald Haugaard som centralt agerende, blev der på Det Fynske Musikkonservatorium etableret en folkemusiklinie. Og så skete der noget, som i dag har givet den danske folkemusik sin renæssance,” siger DMF’s formand Anders Laursen.

“Harald Haugaard er sammen med utallige andre dygtige danske udøvere indenfor folkemusik en del af denne nye bølge. Nu som udøver. Som violinist. En pragtfuld, opfindsom, virtuos og passionsfyldt musiker. Han spiller ca. 150 koncerter om året i duoen Haugaard & Høirup. Og koncerterne og berømmelsen er worldwide,” slutter Laursen.

“Jeg føler mig dybt beæret og ydmyg over at få denne pris fra kollegerne på tværs af genrer,” sagde en rørt Harald Haugaard ved prisoverrækkelsen, hvor han foruden æren modtog en check på 40.000 kroner.

Haugaard & Høirup er syvdobbelte Danish Music Award modtagere og kan i 2008 fejre deres 10 års jubilæum. Duoen er også blevet hædret af de tyske anmeldere med den prestigefulde pris, Preis der deutschen Schalplattenkritik, for deres udgivelse Rejsedage/Travelling.

I øvrigt har Giordano Bellincampi og Mads Vinding modtaget Dansk Musiker Forbunds hæderspris ved kongressen 2008. Tidligere års modtagere af hædersprisen er bl.a.: Henrik Goldschmidt (2004), Svend Asmussen (2003), Sjællands Symfoniorkester (2000), Kashmir (1999) Morten Zeuthen (1996), Flemming Bamse Jørgensen (1998) og tv–2 (1994).

Se også:
www.musikeren.dk

Folkemusik og Country Konkurrencer og Awards , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Related Posts

Skriv en kommentar