Drik dus med Den tørstige digter: Jokeren

Af den 27. februar 2009 | 16:06 | Print

I anledning af det nye album ‘Den tørstige digter’, introducerer dr.dk/musik et stort temasite om Jokeren. Oplev den danske rapper indsmurt i husblas, læs anmeldelsen af hans nye album og få din egen personlige chat med Jokeren.

Du kender måske allerede singlen ‘Gå væk’. Nu kan du komme tæt på hele albummet ‘Den tørstige digter’ og kunstneren bag. Mandag 2. marts introducerer www.dr.dk/musik et temasite om Jokeren. Du kan blandt andet læse musikredaktionens anmeldelse af hans nye album samt interview med Jokeren, hvor han blandt andet ytrer sin mening om bling-kultur og mediernes udlægning af ham selv og L.O.C. som konkurrenter.

Harry og husblas
På temasitet giver de tre hiphop-eksperter Ditte Giese fra Politiken, Rune Skyum-Nielsen fra Information og Peter Trier Aagaard fra hiphop-magasinet Dubcnn deres uforbeholdne vurdering af Jokerens betydning for dansk musikkultur. Læs blandt andet deres mening om vinderattitude, pomadehår og Harry-reklamer.

Musikredaktionen har desuden talt med Claus Skytte fra ‘We love people’, der står bag videoen til singlen ‘Gå væk’, hvor Jokeren optræder indsmurt i husblas og blå maling:

“Det er med ærefrygt, at man smører Jokeren ind i våd husblas. Det er også temmelig klamt. Men da han ikke begyndte at nikke os skaller, fortsatte vi ufortrødent,” fortæller Claus blandt andet om de noget aparte optagelser.

Kort om Jokeren
Jokeren, alias Jesper Dahl, er en af de førende skikkelser i dansk hiphop. Som en del af producer-slænget ‘Madness 4 Real’ tog han i 90′erne til USA og producerede for de allerstørste gangstarap-kunstnere. Som en del af ‘Den Gale Pose’ introducerede han stodderen på landeplager som ‘Spændt Op Til Lir’ og ‘Definitionen Af En Stodder’. Med ‘Alpha Han’ sprang Jokeren i 2003 ud som solokunstner. På sit nye album ‘Den tørstige digter’ spiller den nybagte far blandt andet sammen med Peter Belli, Blæs Boogie og Sune Wagner fra The Raveonettes.

Chat med Jokeren
Tirsdag 3. marts har dr.dk’s brugere mulighed for at chatte med Jokeren, når han sætter sig til tasterne kl. 12-13. Klik ind på www.dr.dk/jokeren fra mandag 2. marts.

Online Tjenester Radio TV , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Related Posts

Skriv en kommentar