DR Big Bandet modtager Jacob Gades Legat
Af admin den 12. november 2009 | 09:05 | Print
Årets modtager af Jacob Gades Legat er DR Big Bandet. Det fejres med en helt ekstraordinær koncert i Koncerthusets koncertsal, hvor publikum også vil opleve en mere swingede side af Jacob Gade end man normalt kender.
Hvad er sammenhængen mellem DR Big Bandet og komponisten Jacob Gade, der står bag verdenshittet “Tango Jalousie”.
For det første skrev Palle Mikkelborg et værk over “Tango Jalousie” til DR Big Bandet for år tilbage, og for det andet modtager DR Big Bandet i år Jacob Gades Legat.
Legatet uddeles 4. december i Koncerthusets koncertsal, og udover DR Big Bandet, vil publikum også kunne opleve den verdensberømte danske pianist Katrine Gislinge, der denne aften spiller med DR Big Bandets Peter Fuglsang. DR Big Bandet dirigeres af den fremstormende norske dirigent Geir Lysne, der bl.a. jævnligt dirigerer NDR Big Band i Hamborg.
På programmet for koncerten, er naturligvis Palle Mikkelborgs “I was just dreaming”, der er skrevet over Gades “Tango Jalousie”, og en uropførelse af et nyt værk af Peter Jensen, der er skrevet over en række kompositioner af netop Jacob Gade. For publikum er her en helt ekstraordinær mulighed for både at opleve Koncerthusets koncertsal, og høre Jacob Gades vidunderlige musik i nye klæder.
I øvrigt var Jacob Gade en langt mere alsidig komponist end de fleste er opmærksom på. Han er nemlig også manden bag en lang række elskede revy- og swingmelodier fra 1920′erne – fx “Mig og Maggiduddi” med tekst af Ludvig Brandstrup fra Tivolis Sommerteater 1923. Og netop disse herlige revy- og swingmelodier er brandstoffet i Peter Jensens nye værk, som uropføres til koncerten i Koncerthusets koncertsal 4. december 2009.
Fakta om koncerten:
Titel: Jacob Gade koncert med DR Big Bandet
Dato/tid: Fredag den 4. december 2009 – Kl. 20.00
Sted: Koncerthuset – Koncertsalen – Emil Holms Kanal 20 – 0999 København C – www.dr.dk/koncerthuset
Billetsalg: Via www.dr.dk/koncerthuset samt www.BILLETnet.dk – Tlf. 7015 6565
