Dansk pop-jazz i verdensklasse

Dansk pop-jazz i verdensklasseI løbet af de seneste ti år har Alberte Winding arbejdet sammen med jazzmusikeren Benjamin Koppel, som også er kendt for sit samarbejde med Moonjam, Marie Carmen Koppel m.fl. Men Alberte havde egentlig ikke troet, at hun skulle blive ved med at lave musik; faktisk besluttede hun for en del år siden, at hun ville hellige sig sin forfatterkarriere. Alligevel myldrede danske og engelske sangtekster frem, som Benjamin opfordrede hende til at få sat musik til. Det er nu blevet til det stemningsfulde og meget vedkommende album Frostmorgen.

Frostmorgen består af 15 pop-jazzede numre, som Benjamin har produceret og arrangeret, og udover Albertes egne tekster optræder også digtet »Frostmorgen« af Poul Henningsens datter, Eva Henningsen, samt en dansk version af Shelby Lynne-nummeret »I Can’t Wait« med titlen »Venter på en dag«.

Frostmorgen er en plade med fine ballader, melankolske melodier, overvejelser omkring kærlighedens mysterier og store og små eksistentielle spørgsmål. Og så er det en plade, som på mange måder afspejler, at Alberte har flyttet sig fra det image, som mange forbinder hende og hendes musik med – nemlig dansksproget lettilgængelig pop.

Her er noget helt andet på spil: En følsomhed og modenhed, som sammen med Albertes nuancerede vokalarbejde og det behagelige klangunivers, som Benjamin har arrangeret, gør Frostmorgen til helt unik plade, som er kendetegnet af en virkelig lækker lyd; det skyldes i høj grad også de akkompagnerende musikere, som er hentet fra cremen af den danske jazzscene.

Medvirkende
Alberte Winding: sang
Benjamin Koppel: saxofon, flygel, keys, percussion, klokkespil, kor mm.
Heine Hansen: wurlitzer
Thommy Andersson: kontrabas
Anders Koppel: hammondorgel
David Kampmann: dobro
Jan Rørdam: akustisk guitar, ukulele
Rune H. Olesen: percussion
Jesper Mechlenburg: trommer

Lyt og læs mere:
www.myspace.com/cowbellmusic
www.myspace.com/albertewinding

Skriv en Kommentar