Dansk guitarist skal spille med Deep Purple-stjerne

Af den 12. maj 2009 | 11:54 | Print

Dansk guitarist skal spille med Deep Purple-stjerne

Efter en veloverstået koncert fredag 8. maj i Moskva kan den danske guitarist Søren Andersen, der bl.a. fungerer i Oliver Weers’ band, se frem til en farverig fremtid som Glenn Hughes’ nye guitarist.

Deep Purple-ikonet Glenn Hughes har længe ledt efter en europæisk baseret guitarist og nu kastet sin kærlighed på danske Søren Andersen, der ad omveje kom til at samarbejde med sit gamle idol. “Jeg turnerede sidste år med Marco Mendoza og Tommy Aldridge (Thin Lizzy/Whitesnake) omkring udgivelsen af Marcos soloalbum ‘Live For Tomorrow’,” udtaler Søren Andersen, og fortsætter: “Ad de kanaler kom jeg i forbindelse med Glenn Hughes. Mange af hans tours ligger uden for USA, så det er oplagt for ham at have musikere på holdet fra Europa. Det var dér, jeg kom ind i billedet, og det er helt fantastisk.”

Glenn Hughes slog for alvor sit navn fast, da han kom med i Deep Purple i 1973 som vokalist og bassist. Sammen med David Coverdale (Whitesnake) delte han pladsen som sanger i det legendariske band og fik i den grad sat sit præg på klassikere som “Burn” og “Stormbringer”. Og nu er rock-koryfæet altså blevet Søren Andersens kollega. “Jeg købte ‘Burn’ med Deep Purple på vinyl som 14-årig på et marked i Tyskland, og siden da har Deep Purple været en fundamental del af min musikopfattelse,” mindes Søren Andersen. “Glenn Hughes har altid været min favorit mandlige vokalist, så det er en kæmpe ære, at jeg nu skal til at arbejde sammen med ham. Indtil videre snakker vi kun turnéarbejde, men hvis det går godt, vil han ikke udelukke, at der kunne komme noget studiearbejde ud af det også.”

I dag er Glenn Hughes kendt som “The Voice Of Rock”, da han som en af de eneste legender ikke har mistet skyggen af kraft i stemmen trods de mange år på bagen. Glenn Hughes arbejder tæt sammen med Chad Smith (Red Hot Chili Peppers) omkring sine udgivelser, da Chad fungerer som medproducer og trommeslager. Siden albummet “Soul Mover” fra 2005 er Hughes karriere gået støt fremad med en lang række koncerter over hele verden. Søren Andersen har allerede optrådt med Glenn Hughes ved en koncert i Moskva 8. maj. “Koncerten gik rigtig godt, og det var ligesom en prøveklud for samarbejdet. Jeg bestod, og jeg tror, at de fleste guitarister med Deep Purple på reolen ved, hvordan jeg har det lige nu,” siger guitaristen, der formentlig skal på en seks uger lang turné i Østen med Glenn Hughes i løbet af 2009.

Søren Andersen er medejer af det legendariske Medley Studie og desuden guitarist i Superfuzz, liveguitarist for Brinck, Ivan Pedersen og Oliver Weers. Sidstnævnte har Søren Andersen et tæt samarbejde med, da han også fungerer som sangskriver og producer for den powerfulde rocksanger, som nogen måske kender bedre fra X Factor 2008.

Se også:
www.myspace.com/guitarspiller
www.glennhughes.com

Pop og Rock , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Related Posts

Skriv en kommentar