Dansk Danseteater er efterspurgt i udlandet
Af admin den 19. april 2010 | 17:08 | Print
Tirsdag den 20. april 2010 – om luftfartsmyndighederne tillader det – indleder Dansk Danseteater en travl periode. Tidligt om morgenen letter et British Airways fly fra Kastrup med Dansk Danseteaters dansere og turnéhold. I første omgang er Los Angeles destinationen.
På fredag danser de internationalt roste dansere ikke mindre end fire af Tim Rushtons værker – “Enigma”, “Shadowland”, “Kridt” og “CaDance” for publikum på Cerritos Center for the Performing Arts i Californien.
Nogle dage senere vises samme repertoire for publikum i Massachusetts. I dagene 27. og 28. april 2010 præsenterer The Celebrity Series of Boston det danske flagskib for moderne dans på Paramount Theatre.
I juni danser kompagniet atter i udlandet. Denne gang tager danserne østpå startende i den finske hovedstad Helsinki, hvor der vises “Enigma”, “Kridt”, “CaDance” på byens teater i forbindelse med Kuopio Dance Festival 2010. Nogle dage senere fortsættes til Skt. Petersborg, hvor publikum på den internationale sommerdansefestival Open Look kan opleve Tim Rushtons prisvindende koreografier. Den lille juni turné afsluttes i Polen hvor Lublin Dance Theatre arrangerer Summer Contemporary Dance Forum.
Men det hjemlige publikum får også mulighed for at opleve Dansk Danseteater i foråret. Ind imellem turen mod vest og mod øst lancerer Dansk Danseteater den nye open air forestilling Spring Dance på Carlsberg, På fire forårslørdage i maj og juni optræder danserne og Pace Percussion Trio i Akademiets Have mens man sidder i græsset og nyder sin picnic, kunsten og sine venner. Og før og efter er der mulighed for at høre fremtrædende personer fortælle om deres bedste oplevelser med kunst og kultur.
Se mere på www.danskdanseteater.dk
