Daniel Barenboim modtager Léonie Sonnings Musikpris

Af den 8. april 2009 | 01:36 | Print

Daniel Barenboim modtager Léonie Sonnings Musikpris

Den legendariske musikpersonlighed Daniel Barenboim modtager ved en koncert med Det Kongelige Kapel i Koncertsalen i DR Koncerthuset Léonie Sonnings Musikpris 2009.

Barenboim har gennem fyrre år været en af de førende og mest inspirerende musikere på den internationale musikscene – både som dirigent og pianist er hans kolossale kunstneriske appetit og dynamiske energi brændt igennem i alle de mange sammenhænge, han har optrådt.

Ved koncerten er Daniel Barenboim solist i to af Beethovens klaverkoncerter; Klaverkoncert nr. 3 og Klaverkoncert nr. 5, Kejserkoncerten. Herudover spiller Det Kongelige Kapel også Carl Nielsens storslåede Symfoni nr. 2. Det Kongelige Teaters chefdirigent og medlem af Léonie Sonnings Musikfond, Michael Schønwandt, dirigerer koncerten og overrækker Léonie Sonnings Musikpris til Daniel Barenboim.

Daniel Barenboim blev født i 1942 som barn af russiske, jødiske forældre, der var emigreret til Argentina. Han var kun otte år gammel, da han debuterede som pianist i Wien, og i en alder af 11 år inviterede dirigenten Wilhelm Furtwängler ham til at være solist med Berliner Filharmonikerne. I 1970’erne begyndte hans dirigent-karriere – med Mozart, ny musik og Wagneroperaer – og siden har han dirigeret overalt i verden.

I 1991 efterfulgte han Georg Solti som chefdirigent for Chicagos Symfoniorkester, og tre år efter murens fald blev Barenboim leder af Staatsoper Unter den Linden i Berlin. Siden har han etableret sit navn som en af tidens vigtige Wagnerdirigenter, men sit virke som klaversolist har Barenboim altid plejet – i de sidste par år har han bl.a. spillet alle Beethovens sonater, samtlige af Liszts klaverværker og Das Wohltemperierte Klavier af Bach.

Daniel Barenboim har desuden brugt både status, energi og penge på at arbejde for menneskerettigheder og fred i Mellemøsten, bl.a. ved at dirigere den første koncert med Palæstinas Ungdomsorkester og spille Beethoven-sonater i Ramallah. Barenboim er også medgrundlægger af West-Eastern Divan Project, som består af unge israelske, palæstinensiske og jordanske musikere.

Barenboim har en lang række indspilninger bag sig, og er belønnet med et utal af priser og legater.

Fakta om koncerten:

Carl Nielsen: Symfoni nr. 2
Ludwig van Beethoven: Klaverkoncert nr. 3
Pause
Ludwig van Beethoven: Klaverkoncert nr. 5, Kejserkoncerten

Det Kongelige Kapel
Dirigent: Michael Schønwandt
Solist: Daniel Barenboim

Titel: Sonningpriskoncert med Daniel Barenboim
Dato/tid: Søndag den 19. april 2009 – Kl. 15.00
Sted: Koncerthuset, Studie 1 – Emil Holms Kanal 20 – 0999 København C – www.dr.dk/koncerthuset
Billetsalg: Via www.dr.dk/koncerthuset samt www.BILLETnet.dk – Tlf. 7015 6565

Koncerter Konkurrencer og Awards , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Related Posts

Skriv en kommentar