Chefdirigent Michael Bojesen forlader DR PigeKoret
Af admin den 24. juni 2010 | 11:17 | Print
Michael Bojesen har igennem næsten ti år arbejdet som chefdirigent for DR PigeKoret og har været primus motor i opbygningen af DRs korskole – det unikke projekt, der giver børn og unge i alderen 6-21 år mulighed for at kombinere glæden med den høje musikalske kvalitet.
Med udgangen af 2010 overlader han den faste dirigentstok til sin efterfølger, som nu skal findes. Bojesen vil fremover koncentrere sig om at dirigere, komponere og at udvide sin formidlende rolle.
“Jeg har elsket hvert sekund i arbejdet med koret og korskolen, men vi er nået til et punkt, hvor alt fungerer stort set optimalt – kunstnerisk, socialt og administrativt. Så det er med vemod men stor tryghed, at jeg nu kan give stafetten videre og dermed selv få mulighed for at afprøve forskellige andre dimensioner af mit arbejde med musikken. Jeg er rigtig glad for, at jeg kan få lov til det og samtidig fastholde kontakten til DR og DR PigeKoret, bl.a. i forbindelse med ‘Så syng da, Danmark’ koncerterne,” fortæller Michael Bojesen.
Michael Bojesen har igennem sin tid som chefdirigent udvidet DR PigeKorets repertoire betragteligt, så det i dag spænder fra renæssance- og barokmusik over rytmisk kormusik til ny klassiske kompositionsmusik. Senest har koret gjort rent bord ved en international korkonkurrence i Italien, hvor de vandt samtlige priser i deres kategorier.
DR PigeKoret synger hvert år mere end 60 koncerter landet over og formidler den danske sang via radio og tv.
Som dirigent er Michael Bojesen kendt for ikke blot sin store kunstneriske integritet, men også sin smittende entusiasme og store sangglæde. Også som konferencier nyder han stor anerkendelse, og han var initiativtager til den store succes, Sangens år i 2008.
“Michael har igennem så mange år været en fantastisk drivkraft for DR PigeKoret, og der er ingen tvivl om, at han bliver svær at erstatte. Men hans arbejde i Korskolen med at give hundredvis af børn og unge et musikalsk grundlag, der giver dem en ballast som mennesker, skal videreføres på bedste vis. Og det er jeg helt sikker på nok skal lykkes. Derfor ser jeg frem til – sammen med mine medarbejdere – at finde den person, der skal videreføre filosofien,” lyder det fra korchef Tatjana Kandel.
