Arne Ungermann udstilling på Danmarks Mediemuseum
- Den 11.06.09
- Museer og Gallerier, Region Syddanmark

Arne Ungermann: Halfdan Rasmussen Tosserier 1953
Arne Ungermanns kunstneriske virke spænder lige fra Dagens Tegning til Politiken, illustrationer til voksen- og børnebøger, bogomslag og vignetter til f.eks. tv-serien Matador.
Danmarks Mediemuseum ejer en samling på omkring 8000 originaltegninger - den største Ungermann-samling i Danmark. Tidligere på året blev samlingen udvidet med illustrationer fra blandt andet Halfdan Rasmussens Tosserier samt flere læse- og børnebøger. Det er blandt andet et udvalg af disse, publikum kan opleve på den lille udstilling Ungermanns Univers fra 13. juni - 23. august 2009.
Kr. 100.000 fra BG Fondet
Erhvervelsen af nye Ungermann-illustrationer til museets samling er muliggjort med støtte på kr. 100.000 fra BG Fondet. Illustrationerne havde indtil da været i datteren Lise Ungermann Schmidt-Hansens eje.
Ungermanns Univers
Publikum kan se frem til at opleve illustrationer fra bl.a. Tusind og en Nat, Halfdan Rasmussens Tosserier og et udvalg af tegninger fra tidsskriftet Gymnasieskolen, forskelligt undervisningsmateriale og diverse børnebøger som Graapeter (1943), Lillepigen (1948) og Det ny Slaraffenland (1950).
Om Arne Ungermann
Arne Ungermann blev født den 11. december 1902 i Odense. Han døde i Humlebæk den 25. februar 1981. Han var uddannet fra Teknisk Skole i Odense og blev udlært som litograf hos Hagen og Sørensen i 1922. Han var i mange år tilknyttet Politiken som illustrator og redaktør. Var også medarbejder ved Vild Hvede, Kulturkampen, Aandehullet, Blæksprutten, Pindsvinet, Svikmøllen og Alt for Børn. Arne Ungermann udstillede desuden sine værker på en lang række kunstudstillinger både herhjemme og i udlandet.
Fakta om udstillingen:
Titel: Arne Ungermanns Univers
Periode: 13. juni - 23. august 2009
Sted: Danmarks Mediemuseum - Brandts - Brandts Torv 1 - 5000 Odense C - Tlf. 6520 7000
Billetpriser og åbningstider: Se museets hjemmeside: www.brandts.dk

Skriv en Kommentar