For lidt over to måneder siden måtte min jeg sammen med min familie og venner af familien, sige farvel til min kære mormor der var sovet ind efter 3 års hård kamp med kræft. Selvom vi alle var i en stor sorg, så var der praktiske ting der skulle tages hånd om, så smerten måtte pakkes lidt væk indtil hun i det mindste havde fået en værdig begravelse.

Netop det praktiske omkring selve begravelsen var svært for os. Min mormor og morfar havde aldrig fået snakket om, hvad hun ønskede og min morfar havde heller ikke ville tænke over det mens hun levede, så nu stod vi lige pludselig og skulle foretage en masse valg uden at kende hendes ønsker.

Ikke nok med det, så er der også mange andre ting man skal have styr på i forbindelse med et dødsfald. Her var vores bedemand heldigvis rigtig god. Hun havde nemlig taget en lang huskeliste med over ting der skulle ordnes og denne gennemgik vi minitiøst så vi havde helt styr på, hvem der skulle ordne hvad og hvornår.

Endelig oprandt dagen, hvor vi kunne samles i kirken for at sige farvel til hende en sidste gang. Dagene op til havde været rigtig hårde. Vi lod bedemanden ordne så mange af de praktiske gøremål som muligt, men sorgen kombineret med praktiske gøremål er ikke nem at håndtere.

Den efterfølgende tid var meget hård. Det er først nu, ca. 2 måneder efter, at jeg er i stand til at tænke på min mormor uden at blive helt trist og ked af det. Det har været hårdt for os alle, især min morfar der nu for første gang nogensinde har skulle klare sig selv. Ingen at komme hjem til, ingen at snakke med derhjemme og intet rigtigt at give sig til.

Hele denne oplevelse har dog også åbnet op for nogle tanker og samtaler, som jeg aldrig havde tænkt på at tage inden døden står for døren.

Bare sådan noget simpelt som:

Vil du helst begraves eller bisættes? 

Jeg havde aldrig snakket med mine forældre eller min kone om dette. Det er et makabert emne at snakke om, men at stå i vores situation og ikke vide, hvad min mormor helst ville, er en forfærdelig situation at stå i. Du går konstant og spørger dig selv om, hvorvidt det valg du træf på hendes vegne reelt set var det hun ønskede.

Hvad tænker du om, at leve videre efter jeg ikke er her mere?

Jeg har altid tænkt at, hvis min kone dør før jeg, så vil jeg aldrig kunne forestille mig at skulle komme videre i livet. Hun betyder så meget for mig, at det er helt utænkeligt for mig at finde en anden på et tidspunkt.

Indtil denne oplevelse havde jeg aldrig tænkt at snakke om dette med min kone, men jeg tænkte meget over, hvad jeg ønskede hun skulle gøre, hvis jeg ikke er her længere en dag og skal jeg være helt ærlig, så ønsker jeg sku ikke at hun sidder og er ked af det og ikke kommer videre i livet. Så det valgte jeg at dele med hende og dermed gøre hende klar over, at hun altså ikke skulle have det skidt med at ville komme videre i livet når jeg ikke er her mere og pudsigt nok, havde hun det på samme måde.

En ting er selvfølgelig, hvad man så ender med at gøre når man er i situationen, men nu skal hun ikke have dårlig samvittighed, hvis hun gerne vil videre på et tidspunkt.

Skal vi ikke skrive et testamente?

Da min morfar stadig lever har vi ikke været ude og skulle arve noget, men jeg ved at dette er et problem i mange familier. Min mormor ejede mange ting der har stor betydning for flere af os. Min mormor og morfar har heldigvis lavet et testamente der træder i kræft når min morfar en dag ikke er her mere, men det havde jeg selv ikke tænkt mig at lave før jeg måske nærmede mig de 60-70 år.

Det gik dog op for mig, at det at skrive et testamente allerede i dag og så opdatere det med nogle års mellemrum er den mest fornuftige løsning. Jeg kunne potentielt falde død om efter jeg har trykket udgiv på denne artikel og så er det meget rart for de efterladte, at jeg har taget stilling til, hvad der skal ske med mine ejendele.

Det er ubehageligt at tænke og snakke om døden, men i min erfaring er det meget befriende at få det gjort. Få snakket med hele familien, så du ikke er i tvivl om når dagen oprinder. Tvivlen er hårdere end samtalen.